Om bloggen | Ophavsret | Arkiv | Abonner (RSS|email)

Tør du reelt tage ansvar?

af

Ansvar og ansvarlighed, vi ved alle sammen hvad det betyder og dækker over. Vi er alle ansvarlige mennesker. Eller er vi?

Billedet her tog jeg på Samsø for et par år siden. Det sad i et fint butiksvindue, og jeg blev simpelthen så glad da jeg så det, for endelig fandt jeg en butik der i det mindste tog en eller anden form for ansvar i deres henvendelse til cyklister.

Sådan er det ikke i København, for slet ikke at tale om stort set alle større byer i landet. I København lyder budskabet “uden ansvar”, som om man kan fjerne en cykel uden at være ansvarlig, og uden at tage ansvar.

Jeg har ofte tænkt på om dette forhold til ansvar, som jo nok mest af alt kommer fra juraen, har sneget sig ind i f.eks. ledelse. Går vi rundt og laver ledelse uden ansvar?

Nej vil du nok sige, men ikke desto mindre går en fyring eller opsigelse mere op i juridisk korrekthed end ansvarlighed for den person, der står for skud. Og på samme vis, møder jeg af og til ledere som undrer sig over alt det med trivsel og hjælp til de stressramte for, som jeg har hørt et par stykker sige, “Det kan jo ikke være virksomhedens problem. Det er private størrelser, som må ordnes efter arbejde.” fortsæt »

Brug stilhed til at finde tiden

af

Tid er for de fleste en knap ressource. Ikke blot som leder i kampen for at få hverdagen til at hænge sammen sådan helt personligt, men i lige så høj grad i arbejdet med at prioritere tiden hos de folk, som du har ansvaret for.

Som leder, skal du nemlig ikke blot holde styr og tage vare på din egen personlige tid, men i lige så høj grad på afdelingens, enhedens eller virksomhedens tid. Og hvordan gør man så det bedst?

Gid jeg dog havde svaret. Det forgyldte ene sande svar, som kunne indrammes og hænges op. For så kunne der virkeligt spindes guld, men nej, jeg har blot nogle små brudstykker, et smugkig under det tæppe, der dækker tidens mysterier, et smugkig der måske blot giver os en anelse af, hvad der er gemt. Ja, så skal der jo heller ikke koges mere suppe på den, jeg tror du er med. Dette er ikke det store svar til rammen på væggen, blot lidt gode råd og inspiration.

Tid og hvordan den opfattes har faktisk alt med forestilling at gøre. Ved du hvad du gør? Har du prøvet det før? Er du forberedt? Hvis ja, så er din forestilling om, hvad der vil og kan ske formentlig bedre end, hvis du er helt blank. Og med bedre mener jeg selvfølgelig mere præcis. En præcision, der gør dig hurtig, uden at du nødvendigvis skal jage eller anstrenge dig. En præcision, der skaber rummelighed i din tid.

fortsæt »

Bedre møder med talking stick

af

Der er rigtig meget fokus på møder for tiden. For nyligt handlede DR’s magasin PENGE om fokus på møder under titlen ’Mødespild for milliarder’. Et stort forskningsprojekt under Aarhus Universitet viser, at en medarbejder i snit bruger 10 procent af arbejdstiden på møder, og i samme moment, at medarbejderne oplever, at 20 procent af mødetiden er spildt.

Magasinet PENGE bad Danske Bank regne ud, hvad det koster, hvis man ser på alle store private arbejdspladser med over 250 ansatte. Regnestykket lyder således: Der bliver brugt 19 mia. kr. på møder., og hvis 20 procent opleves som spildt, taler vi om 3,8 mia. kr., der kunne spares. Hertil kan vi lægge hele den offentlige sektor og alle små og mellemstore virksomheder. Det giver svimlende summer. fortsæt »

Ledelse fra nødsporet

af

Det sker jo fra tid til anden, at tingene brænder på, der er travlt, og der reelt ikke er tid til at lede godt nok. Det er selvfølgelig noget vi kan lære at mestre, god ledelse i ekstrem travlhed, men det tager tid, og jeg tror, at vi alle fra tid til anden møder situationer, hvor vi bare ikke er skarpe, dygtige og hurtige nok.

Og det er ok som leder ikke at være der, hvor du gerne vil være. Det er et tegn på, at du stadig er i udvikling og i mine øjne et sundhedstegn.

Parker ambitionen om god ledelse

Når det brænder på, og trykket stiger i kabinen, så er det måske bedst helt at droppe din ambition om at kunne lede dig gennem situationen her og nu. Misforstå mig ikke, ledelse er absolut meget vigtigt, især når det brænder på, men netop derfor er det essentielt at du sørger for, at der både er tid nok, og at du har tilstrækkelig god kontakt til dine medarbejdere, før du forsøger at lede. Ellers er det alligevel i spildte kræfter.

fortsæt »

Ledelse i juleræset – inspiration fra aikido

af

Når trykket stiger og travlheden melder sig, så kan det være svært at skabe tid og overskud til fortsat at lede. Ledelsen viger for kommanderen, dirigeren, kontrol og styring, som i sin natur tager kortere tid, bygger på utålmodighed og desværre også har tendens til at udhule tilliden til dig og dine medarbejderes evne til at lade sig lede af dig.

Ledelse kræver nemlig tid, opmærksomhed, nærvær og ikke mindst overskud. Og det er alt sammen noget, der meget nemt ryger af fløjten i den travle juletid. For jo, selvfølgelig ligger gavekøb, julefrokoster, juleklip, gæstebud og alt det med julemaden i den private sfære, men når din fritid fyldes op og forsvinder i alt det, og der samtidig er krise, årsafslutning, deadlines, årsplaner, juleferie og budgetter oven i alt det andet arbejde du har, så vrider du begge ender af karkluden godt og stramt.

Så hvordan får du plads til ledelse under sådanne forhold?

fortsæt »

Og hvorfor blogger jeg?

af

Dette er det andet indlæg om hvorfor vi blogger. Læs også om Peters indlæg “Hvorfor blogger jeg“.

For mig er blogging forbundet med passion, essens, flow og liv. Så hvorfor blogger jeg? Jeg er fristet til at vende spørgsmålet til hvorfor trækker jeg vejret? Hvorfor står jeg op om morgenen? Og hvorfor sagde jeg mit gode job op, for at blive selvstændig – hvorfor trådte og træder jeg ud i usikkerheden, ud i livet?

Jeg blogger fordi, der er noget jeg vil, noget der ligger dybt i mig, men også noget der er uklart, noget jeg blot kan ane skyggerne af og fornemme. Det handler om at skabe sammenhæng mellem det indre og det ydre, at bringe sig selv, mig selv og andre i spil. Det handler om ledelse, ikke kun som leder, men fra alle roller i livet. Det handler om fællesskabet og individet, det unikke og det, der er ens.

fortsæt »

Hvorfor blogger jeg?

af

Hvorfor gør du det du gør? Hvad er dit formål? Din drivkraft? Og hvis jeg skal tage min egen medicin, hvorfor blogger jeg så eksempelvis?

Jeg blogger fordi Nicolai, som også skriver her på bloggen, spurgte om jeg ville. Fordi ord forløser. Fordi jeg elsker opmærksomhed og rampelys. Fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg har lyst til at vække noget. Fordi jeg har lyst til at vække til eftertanke. Til refleksion over egen og andres praksis. Fordi gennem refleksion kan vi på egen hånd og sammen med andre danse med det essentielle spørgsmål: Hvad er det rigtige og det gode at gøre lige nu? En etisk, universel og tidløs overvejelse. fortsæt »

Passion og drømme

af

For mig er passion og drømme nogle af nøglerne til at bringe ledere såvel som medarbejdere i spil. Sådan 100%, fuldt ud og med funklende øjne og stor begejstring.

Som min gode ven Peder Villadsen ville sige det, så handler det om at finde “The fire in the belly”. Et udtryk, som jeg virkelig er begyndt at holde af. For hvad får ilden i din mave til at leve? Hvad vækker gløderne af deres slumren? Og hvad holder liv i gløderne om natten?

Som det er med ilden i bålstedet, er det også med ilden i din mave. Det handler nemlig ikke kun om at få den blæst op til det størst flammehav, men først og fremmest om at holde den i live. Går ilden ud, kan den selvfølgelig tændes igen, men det kræver en del arbejde, som godt kunne spares, hvis du blot kan lade ilden ulme til gløder, når den ikke lige skal i brug. fortsæt »

1 sekund

af

1 sekund er 9.192.631.770 molekylesvingninger i et piezo–krystal af grundstoffet cæsium-133.

Det er da poetisk. Og minder om at tiden er en forunderlig størrelse. En størrelse, som vi ofte forholder os til, irriteres over, beroliges af, stresser over, bliver opslugt af og uanset følelsesmæssig reaktion er en uundgåelig del af: Tidens gang. Og dermed forgængeligheden. For alt forgår. Og det giver os muligheden for at læne os tilbage og forholde os helt roligt.

Du kan være sikker på, at der også i morgen er 24 timer i døgnet. Hverken mere eller mindre. Og hvis du har fundet opskriften på, hvordan du bedst udnytter din tid og fordeler dine gøremål i løbet af døgnet, så hold fast i det. Tillykke. Hvis du derimod ikke har fundet rytmen, og ofte oplever at tiden løber fra dig som sand gennem fingre, så spids ørerne! fortsæt »

Moderne lederdyder – Nr. 6 Integritet

af

Integritet uden viden er svag og ubrugelig, og viden uden integritet er farlig og forfærdelig.
Samuel Johnson

Jeg er vild med sprog og ord. Så når jeg skal forholde mig til et begreb, og især når det er et af de større af slagsen, kan jeg godt lide at gå rundt om det nogle gange. Så lad mig gå et par gange rundt om begrebet integritet:

Ukrænkelighed. At være uskadt. Sammenhæng og helhed. Fuldstændighed. At handle i overensstemmelse med mine moralske principper. Det jeg siger, er også det jeg gør. Jeg er til at stole på. Kursen i mit lederskab er til at gennemskue. Der er sammenhæng mellem mine værdier og mine metoder.

En meget god passage at læse og i samme moment forholde sig til, hvad det vækker i dig. Lyder det godt? For godt til at være sandt? Enkelt? Let? Svært? Inspirerende? Vigtigt? fortsæt »