Om bloggen | Ophavsret | Arkiv | Abonner (RSS|email)

Ledelse fra nødsporet

af

Det sker jo fra tid til anden, at tingene brænder på, der er travlt, og der reelt ikke er tid til at lede godt nok. Det er selvfølgelig noget vi kan lære at mestre, god ledelse i ekstrem travlhed, men det tager tid, og jeg tror, at vi alle fra tid til anden møder situationer, hvor vi bare ikke er skarpe, dygtige og hurtige nok.

Og det er ok som leder ikke at være der, hvor du gerne vil være. Det er et tegn på, at du stadig er i udvikling og i mine øjne et sundhedstegn.

Parker ambitionen om god ledelse

Når det brænder på, og trykket stiger i kabinen, så er det måske bedst helt at droppe din ambition om at kunne lede dig gennem situationen her og nu. Misforstå mig ikke, ledelse er absolut meget vigtigt, især når det brænder på, men netop derfor er det essentielt at du sørger for, at der både er tid nok, og at du har tilstrækkelig god kontakt til dine medarbejdere, før du forsøger at lede. Ellers er det alligevel i spildte kræfter.

Så, når skidtet brænder, så vælg at lede offline, og tag kontrol over situationen her og nu, som du bedst kan. Om det så er med hård styring, kold management, ren dukkeføring, eller blot at bruge dit frygtede jerngreb.

Det er ok, for omend det kan gøres bedre, så gør du det i alles interesse. Og så længe at det er noget, som du er bevidst om, selv vælger, og at du sørger for at skabe tid, plads og nærvær til at tage ledelse af situationen på et senere tidspunkt, så kan det sagtens fungere godt.

Med andre ord kan du vælge at lede offline frem for inline, altså koblet fra frem for koblet ind. Så længe at du vælger at lede.

Du kan betragte det lidt som et nødspor, hvor du kan vælge at parkere den gode ledelse. Det er ok, du kan bare ikke efterlade bilen for længe, og du skal huske at hente den, hvor den er efterladt.

Offline ledelse

Når det så er tid til at lede igen, er det selvfølgelig vigtigt, at du giver dig tid til at få lyttet til dine folk, hørt på deres reaktion, tanker og følelser fra oplevelsen. Tag det som en refleksion i fællesskabet og sørg for, at I alle lærer af oplevelsen, at I bliver kloge på hvilke behov, der er absolut nødvendige at imødekomme, hvem der tager hvilke roller, hvad I kan gøre bedre, og hvordan I hjælper hinanden med at samle den gode tråd op igen.

Du kan tillade dig meget som leder, så længe at du samler op og sikrer dig, at du får ledt senere, om det så er fra nødsporet eller ej.

Ingen kommentarer til “Ledelse fra nødsporet”

Efterlad en kommentar