Om bloggen | Ophavsret | Arkiv | Abonner (RSS|email)

Imperfekt ledelse – hvorfor lede uden perfektion?

af

Søger du fuldstændighed og perfektion i dit arbejde som leder?

I givet fald er du ikke den eneste og prisværdigt, som det er, så er jeg ikke sikker på, at det faktisk tjener dit formål som leder.

Det er selvfølgelig lidt af en påstand at slynge ud her en tidlig mandag morgen, så lad os lige tage et kig på nogle af mine tanker bag.

Mange ledere er blevet, hvad de er i dag, fordi de har været dygtige, taget ansvar og fulgt deres arbejde helt til døren. Det er bestemt også prisværdige evner hos en medarbejder, men hos en leder, er jeg ikke helt sikker på, at det er så godt i sidste ende.

Rollen som leder, er nemlig en helt anden end medarbejderens, for selvom du som leder, skal tage ansvar og skabe gode resultater, så er det i mindre grad ok, at gøre det alene. At være en enmandshær er ikke længere så fantastisk en ide, som da du var almindelig medarbejder, for det får dig til at træde ud af fællesskabet, eller måske rettere stille dine medarbejdere uden for det fællesskab, som de kunne have haft, og i bund og grund gerne vil have med dig.

Det giver selvfølgelig mere mening i den ledelsesform, som hersker i den industrielle virksomhed. I virksomheden, hvor medarbejderene helst ikke skal tænke for meget selv, men blot være hænder og fødder, som blindt udfører det arbejder, som udstikkes af ledelsen.

Men nu har vi (de fleste af os) ligsom trådt ud af den verden og ind i vidensvirksomheden, og hermed behovet for en noget andet ledelsesstil. En ledelsesform, som søger at skabe selvledende, selvtænkende og ansvarsfulde medarbejdere.

Hvis det også er her, du vil hen, med din ledelsesstil, med dine medarbejdere, så vil din egen perfektion, stå i vejen. For når du selv søger perfektion i dit arbejde, gør du det faktisk sværere for dine medarbejdere at tage del. Sværere at tage ansvar, og sværere for dem at gøre et godt og selvstændigt stykke arbejde. For hvordan kan de det, når du sætter barren hvor du gør?

Når vi søger perfektion, er det nemlig ofte ud fra en subjektiv følelse af kvalitet og æstetik, noget der kan være meget svært at koble sig på for andre. Jo, de kan muligvis se og mærke det, når arbejdet er færdigt, og resultatet er til at se og føle på, men kvalitet og æstetik er nu en gang noget subjektivt, og for at få dine medarbejdere til at kunne træde ind i fællesskabet, må du slække på dine egne standarder, så de selv kan være med til at sætte æstetikken og standarderne for det fælles arbejde.

Jeg tænker, at det er vigtigt at træde ud af sit eget syn på kvalitet og æstetik, slippe de høje og gode standarder, og så give plads til at nye kan opstå fra fællesskabet, at den enkelte medarbejder får plads og rum til at byde ind, føje til og blive medskaber ud fra sine helt egne præmisser.

For mig er det et vigtigt skridt til at skabe noget der er større end mig, bedre end det jeg selv ville kunne nå.

Så hvor kan du selv slippe din hang til perfektion, æstetik og fuldstændighed? Og vil det tjene dig som leder?

Pingbacks og trackbacks

4 Kommentarer til “Imperfekt ledelse – hvorfor lede uden perfektion?”

  1. Gravatar JulieTran skrev:

    Hej Nicolai,

    Tak for et spændende indlæg som giver stof til eftertanke. Jeg har dog et par punkter som jeg gerne vil tilføje til indlægget.

    Først of fremmest, alt afhænger af hvordan definerer vi perfektion – og perfektion i forhold til hvad? For hvis at søge efter perfektion er, at vi hele tiden lærer og gerne vil blive bedre til et eller andet, er det jo en god ting. Vores søgen efter perfektion kan sagtens være en behagelig rejse, hvor vi vil være under konstant udvikling som mennesker. Og i søgen efter perfektion kan der sagtens rumme muligheder for inspiration og vækst, både i det indre og det ydre.

    ”Fejlen” ligger i, at i vores rejse eller søgen efter perfektion, kan vi ubevidste ende i en situation hvor vi FORVENTER, at andre SKAL være ligesom os. Det er her hvor vi risikerer at miste fællesskabet. Inspiration forsvinder og skiftes ud med kontrol. Vi glemmer, at hver enkelt menneske er unikt i sig selv og har noget at byde på. Vi glemmer mangfoldighed i fællesskabet. Og hvis vi glemmer det, bliver søgen efter perfektion kun en stræben på noget ydre, der kan dække ens utilfredshed og tomhed i det indre.

    Søgen efter perfektion er ikke et problem så længe vi er ”rene” i vores intention og motivation. Og det afhænger også af HVORDAN vi gør det, alt med måde, ikke ☺

  2. Gravatar Nicolai Elberling skrev:

    @JulieTran: Velkommen til, og tak for dine ord og tanker. Den slags er vi altid meget glade for at få 😀

    God pointe at perfektion ikke altid er skidt, at det, i rette form, også kan være ganske sundt og udviklende. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det er nok at have renhed i vores intention og motivation. Men som du skriver afhænger det bestemt meget af, hvordan vi gør det.

    Man kunne måske tale om den perfekte imperfektion. Noget vi bl.a. kan finde spor af i den japanske zen-tradition. Kunsten altid at lade noget være ufærdigt, ukomplet og urørt. En skævhed der efterlader noget, men samtidig, og netop på grund af denne mangel, skaber plads til liv, kreativitet, fantasi; til at beskueren eller brugeren kan udfylde det inkomplette med sin egen forestilling og indhold.

    Og det er primært denne form for imperfektion, som jeg mener, at vi godt kunne bruge mere af i ledelse.

    Kan du efterlade rum i dit arbejde, en inkomplethed, et huld, en skævhed, der giver plads til, at dine medarbejdere kan komme i spil, føje til, fylde ud, tage ansvar?

  3. Gravatar Frank Lyngholm skrev:

    Derfra hvor jeg står, er det perfekte er et selvdestruktivt ideal, hvis vi tror idealet kan realiseres i vores ledelse. God ledelse kan vi praktisere meget ofte. Perfekt ledelse kan aldrig praktiseres fordi “det perfekte” er en illusion. En anden ulempe ved forestillingen om sig selv som udøvende perfekt ledelse er, at du let i din egen selvbevidsthed bliver ufejlbarlig. Og så behøver du jo aldrig genoverveje en beslutning. Eller at sige undskyld! For du er jo ufejlbarlig.
    Som leder risikerer man at skabe en norm, som andre aldrig kan indfri. Man går foran som et illusorisk forbillede, som ingen, heller ikke en selv, nogensinde kan leve op til. Identificerer andre sig med dig vil de opleve aldrig at lykkedes, hvis de har deres realitetssans intakt. Er de narcissistisk udfordrede vil de risikere at tro på at de kan være, og er, perfekte, og vil hermed blive ulidelige kolleger.
    I min erfaring er de ledere, der er tilbøjelige til at søge det perfekte i deres arbejdsliv præget af dybe, emotionelle oplevelser af at være grundforkerte og forkastelige. De har som regel tidligt i deres liv måttet undvære tilstrækkelig anerkendelse i deres primære relationer, hvilket har skabt et afgrundsdybt mindreværd, som de på et forestillingsplan forsøger at kompensere for med idealer om det perfekte.

    Med venlig hilsen

    Frank Lyngholm
    Leder af Institut for Empatisk Ledelse
    Autoriseret Psykolog og Markedsøkonom

  4. Gravatar Nicolai Elberling skrev:

    Hej Frank og velkommen til bloggen.

    Tak for din kommentar og dine gode tanker. Det er bestemt nogle gode betragtninger du kommer med.

    Om man kan sige noget generelt, om hvor trangen til perfektion kommer fra, ved jeg ikke, men dit billede er i hvert faldt meget klart. Jeg tror dog at de fleste mennesker rummer noget der gerne vil det perfekte, om det kommer fra grundighed, en stræben efter vores idealer, eller måske blot en higen efter orden og struktur.

    Det er i hvert fald dejligt at du deler dine tanker med os her på bloggen.

Efterlad en kommentar