Om bloggen | Ophavsret | Arkiv | Abonner (RSS|email)

Bundledelse

af

Omvendt organisationspyramide

Normalt tegner vi organisationspyramiden som en trekant med spids top, og bred bund. I toppen har vi virksomhedens ledelse, og i bunden har vi alle medarbejderne.

Det er selvfølgelig blot en illustration, som kan bruges til at beskrive virksomhedens organisation. Den måde at se organisationen på, påvirker os dog mere end som så. Vi snakker om topledelse, og beskriver lederne som nogen, der kan være over eller under de andre ledere. Vi snakker om den øverste ledelse, om lederen over eller under mig.

En leder er med andre ord placeret over sine medarbejdere, og det passer jo godt til billedet af lederen, som går forrest og viser vej, eller måske ligefrem trækker læsset.

Ja, man kunne jo næsten få den tanke, at det er ledelsen, der trækker læsset, skaber resultaterne og er virksomhedens kerne, essens, hjerne og hjerte. Dermed kunne man måske også få den tanke, at medarbejderne (folkene på gulvet) egentligt bare er vedhæng, til at undvære og nemme at skifte ud.

Det er selvfølgelig ikke det mest hensigtsmæssige signal en ledelse kan sende til sine medarbejdere, at de nærmest er overflødige, lige til at skifte ud eller outsource, og at det ikke er dem, der skaber resultaterne.

Meget kan man sige om ledere og ledelse, men jobbet som leder, dur bare ikke uden nogen at lede. For så er man bare administrator, ikke leder.

Derfor kan det være sundt at vende hele billedet om, tegne organisationen omvendt, med medarbejderne (den brede del) øverst og ledelsen (spidsen) nederst. Vi har selvfølgeligt blot vendt en tegning og ikke lavet organisationen om, men den omvendte pyramide giver udtryk for en anden måde at tænke på, en anden måde at opfatte ledere og medarbejdere.

Vi kan snakke om bundledelse, om en ledelse, som understøtter medarbejderne, som servicerer, står bag sine medarbejdere og leder fra gulvet. Vi kan snakke om en ledelse, der sætter sine medarbejdere forrest og højt, lytter, samler og skaber en fælles retning. Ikke ved at gå foran og trække, men bagfra ved at lede.

En sådan måde at tænke organisationen handler også om at sætte medarbejderne først, lade dem få æren for deres arbejde og at anerkende, at de skaber resultaterne. I den omvendte pyramide, er det medarbejderne, som er de uundværlige, og ledelsen, som et vedhæng og nemmere at skifte ud.

Hvorfor er det smart?

Lad os se fakta i øjnene: ledelser kan skiftes ud, direktører går og nye kommer til, og jo, det påvirker hele virksomheden, når der kommer ny ledelse, men det sker, og livet i virksomheden fortsætter.

Men det er blot fakta, min pointe er dog, at lederens vigtigste opgave er at udskrive sig selv, gøre sig overflødig og til at undvære. Det handler ikke om at miste sit job men nærmere om, at den perfekte leder formår at få sin afdeling, projekt eller virksomhed til at fungere fuldstændigt autonomt, hvor alle kender deres rolle, arbejdsopgaver og ansvarsområder, og hvor alle fungerer perfekt sammen, også hvis der skulle opstå krise.

En sådan leder bliver ikke arbejdsløs, men får i stedet overskud til at koncentrere sig om ledelse på et andet niveau, mere langsigtet, langsom ledelse. Denne leder vil kunne fokusere på at skabe mening for virksomheden, afdelingen og den enkelte medarbejder; udvikle medarbejdernes ressourcer også hvor det kræver en lang og stabil indsats, som ved udvikling af selvtillid, arbejdsglæde og empati.

Hvis det er sådan, du gerne vil se din afdeling eller virksomhed, så prøv at vende organisationspyramiden om, snak om den, lav bundledelse, og se rollerne som leder og medarbejder med et par nye briller.

Efterlad en kommentar