Om bloggen | Ophavsret | Arkiv | Abonner (RSS|email)

Led med hjertet

Kærlighed, omsorg og ledelse

af Nicolai Elberling

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan du bør fjerne alle spor af kamp fra ledelse (se indlægget Alternativer til kamp). Det vil jeg gerne skrive lidt mere om, så dette indlæg handler om, hvordan du kan blive en stor leder uden kamp – ved blot at fokusere på kærlighed og omsorg for dine omgivelser. Det betyder dog ikke, at vi lige om lidt skal sætte os sammen i en rundkreds og holde hånd, for du kan sagtens nære kærlighed og omsorg for andre uden at fralægge dig din professionelle profil.

En af hjørnestenene i ledelse er tillid (for en uddybning se Kvindelige dyder i ledelse), og dine evner til at lede dine omgivelser er tæt knyttet til din evne til at skabe tillid hos andre. Tillid til at du bærer dit ansvar, kan levere varen, har rene intentioner og vil folk det bedste. Tillid er et vigtigt emne at reflektere over, for den tillid du skaber er et meget vigtigt fundament for, at du overhovedet kan lede.

Stil dig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg gerne have, at mine omgivelser skal stole på – hos mig?

Og bagefter kan du jo så spørge: Kan de det?

Tillid og tryghed går hånd i hånd, så hvis du som leder, vil skabe tillid, må du starte med at forlade kampzonen. For det er nu en gang svært at være tryg, hvor der aktivt er kamp.

Stop med at kæmpe

Desværre er mange af vores myter om store ledere forbundet med kamp, og det kan derfor være svært at se, at man overhovedet kan blive stor, uden først at skulle kæmpe. Kæmpe for at komme op, holde pladsen og indgyde den respekt man fortjener.

Et billede vi også ser i næsten alle film: helten, der må kæmpe sig vej gennem megen modstand, for til sidst at komme ud på toppen, som sejrherre og vinder. Kamp er blevet en integreret del af vores forestilling om succes, noget jeg mener er en stor fejl.

Fra en af de gamle danske sange, som altid har gjort et stort indtryk på mig, lyder sidste vers:

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

- Altid frejdig, når du går, Chr. Richardt, 1867

Sange har selvfølgelig sin egen historie, en historie, som jeg ikke vil tage fra den. Men her i 2009, har jeg virkelig store problemer med den første linje “Kæmp for alt, hvad du har kært”. For hvorfor skal kamp absolut knyttes til alt hvad jeg har kært?

Et spørgsmål, som jeg gerne vil følge op med: Hvad er det, du så gerne vil kæmpe for som leder?

Men, når vi tager et skridt ad denne tankerække, så må vi også følge op med spørgsmålet: Hvem og hvad vil du så kæmpe i mod, hvem vil du vinde over?

For du får ingen kamp uden modstand og sjældent uden en eller flere modstandere, og hvis modstanden ikke ligefrem allerede er der, ja så vil den hurtigt manifestere sig, når du begynder at kæmpe!

Så her kommer vi tilbage til mine problemer med den gamle danske sang, og det at forbinde succes med kamp:

Med kamp er du selv med til at skabe den modstand, som du kæmper imod!

Efter min mening burde teksten i sange snarere lyde “Værn om alt, hvad du har kært”, mens ordene “Tag vare på” eller “Drag omsorg for”, måske ville passe endnu bedre, hvis de ikke ligefrem ødelagde rytmen i sangen.

Drag omsorg

At drage omsorg for nogen eller noget, bærer måske den samme intention, som oprindeligt var tænkt i den gamle sang, og som måske også ligger bag associationen mellem succes og kamp, men så stopper ligheden også. Resultaterne er nemlig vidt forskellige.

Hvis du drager omsorg, handler det ikke længere om dig selv, og dit eget bedste, men i stedet om det du drager omsorg for. Om det så er et koncept, dit arbejde, dine medarbejdere, din chef, dine kunder eller din familie.

Tænk på hvor meget det vil betyde for alle de børn, som bliver fanget i en skilsmisse, hvis forældrene stoppede med at kæmpe og begyndte med først og fremmest at drage omsorg for deres børn. Tænk på hvor stor forskel der er på de to vidt forskellige tilgange.

Og tænk så på hvorfor det skulle være så pokkers meget anderledes i virksomheden, for medarbejderne, for kunderne, for leverandører og samarbejdspartnere.

At drage omsorg er også at tage ansvar. Ansvar som menneske, men i høj grad også som leder.

Når du som leder drager omsorg, handler det bl.a. om at:

  • tage vare på
  • give opmærksomhed og nærvær
  • skabe trygge rammer
  • acceptere og give plads

I sidste ende handler det dog i høj grad om blot at give, at give sig selv, at give sig hen.

Men omsorg kan være en svær størrelse, hvis du ikke har hjertet med.

Hav hjertet med – nær kærlighed

Har du rent hjerte og hjertet med, så kommer omsorgen næsten helt af sig selv, og ganske naturligt.

Kærlighed skaber tillid, og er med til at forædle din intention. Kærligheden tilføjer mildhed og omsorg til den ledelse, som du udfører, noget der også kan være med til at opløse den “sure chef-maske”, som godt kan bide sig fast i ansigtet fra tid til anden.

Kærlighed er opbyggende og det er svært at undgå, at kærligheden spreder sig langsomt som ringe i vandet. Ringe der også spreder arbejdsglæde, engagement, respekt og tryghed.

De fleste af os har måske lært om kærligheden, som en passiv størrelse, som pludseligt kan opstå og tilsvarende langsomt forsvinde. Ikke helt til at styre, for den kommer ligsom over os eller måske forlader os igen, som i de gamle eventyr med prinser og prinsesser.

Det jeg skriver om her, er dog en anden mere aktiv form for kærlighed. Det er en kærlighed som du aktivt vælger, en kærlighed, som du kan tage til dig, bære på og nære. Det er derfor  vigtigt at du aktivt vælger at nære kærligheden til dine omgivelser, at bære den i dig, mærke og føle den også overfor personer, som du er på kant med eller ikke umiddelbart bryder dig om.

Hvis du drager omsorg og nærer kærlighed, behøver du ikke en masse stjerne på skulderen for at kunne lede, om det så er dine medarbejdere, kunder, partnere eller chefen.

Omsorg og kærlighed er et fantastisk fundament for god ledelse.

Feedback

Du må meget gerne starte med at åbne op for omsorg og kærlighed her, ved at skrive dine tanker, erfaringer og gode spørgsmål her. Lad eventuelt følgende være en ledetråd:

  • bruger du allerede omsorg og kærlighed i din egen ledelse?
  • tør du godt?
  • hvordan bruger du det?
  • er det for vovet?
  • eller er du mere til kæft, trit og retning?

Pingbacks og trackbacks

3 Kommentarer til “Kærlighed, omsorg og ledelse”

  1. Gravatar Maria B Andersen skrev:

    Hørt! Kunne ikke have skrevet det bedre selv… ;-)

  2. Gravatar Nicolai Elberling skrev:

    Tak

  3. Gravatar Karen Boa skrev:

    Tak for nogle gode artikler og et rigtigt godt indlæg under networkingdinneren mandag den 21. i KDY for Fakultet for Executive Management.
    Det var godt at få sat fokus på “konventionel” ledelse og den nye mere “feminine” ledelsestil.

    At få begrebet Magt vendt på en ny måde var meget givende – også i forhold til ovenstående artikel. Omsorg var jo netop et af “kodeordene” ved de 3 indlæg i mandags.

    Jeg glæder mig til at læse kommende indlæg her på bloggen.

    Med venlig hilsen
    Karen Boa
    Partner og Businesscoach ATC
    Fakultet for Vækst og Ledelse

Efterlad en kommentar