For nyligt udtalte en af vores deltagere på et seminar, at hun gerne så, at den igangsatte udviklingsproces ikke endte som ’en strandet hval’, og tilføjede; ”ligesom alle de andre processer tidligere”.
Det er en opfattelse, som vi tit møder i henhold til forandrings- og udviklingsprocesser. En form for procesmistillid eller træghed. En udbredt oplevelse af, at det ikke betaler sig at deltage aktivt i at formulere gode hensigter, hvis de alligevel ikke bliver omsat til handlinger.
Fra skyld til løsninger
Der kan være mange måder at diagnosticere manglende forandringsparathed på. Det kan give sig udslag i mistillid, modstand, brok, manglende samarbejdsvilje osv. Der kan også være mange årsager til, at disse symptomer viser sig. Der kan være mange forudgående oplevelser, som bliver rettesnor for de kommende. Der kan være erfaringer med i bagagen, som farver interessen for at ville begive sig ud på nye og spændende ’eventyr’. ”Det har vi prøvet”. ”Det virker ikke her”. ”Ledelsen er ikke lydhør” osv.
Alt i alt er både symptomer og årsager dog mindre relevant, hvis fokus skal lægges på at forvandle hensigt til handling. Ikke at det er irrelevant. Det er blot mindre relevant. Det handler ikke om at placere skyld, men snarere om at finde løsninger. Hvis vi i stedet for at lede efter årsags- og virkningssammenhænge i forbindelse med tidligere – og muligvis strandede – processer, bruger tiden på at udarbejde mere bæredygtige procesplaner, så kan det være at mistilliden og andre modvillige røster forstummer.
fortsæt »
Abonner (
Seneste kommentarer