af Nicolai Elberling

Berlin, oktober 2011

Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke rigtigt. Jeg ved ingen ting.

Jeg er i Berlin, det er efterår og på trods af årstiden er vejret fantastisk. Her er koldt, men indtil nu har vi ikke haft en dag uden sol og knaldhøj himmel.

Berlin ligger derude. Tung, solid og med masser af plads. Plads mellem husene med de brede gader, som kendetegner hele byen, og nu også med højt til loftet både indenfor og ude under den åbne himmel.

Her er liv i alle hjørner, på alle gader. Her er et mylder af kreativitet, aktivitet, her emmer af forskellighed, af nytænkning og af alt det, der er gammelt. Man ser det i de gamle bygninger, de gamle store kirker, den nye spraglede og kunstneriske maling af husene og i den store menneskelige forskellighed, som viser sig i gadebilledet, i butikkerne i tog og metro.

Ja, Berlin er rummelig og ikke kun på det fysiske plan men i ligeså høj grad på det menneskelige, det idemæssige og det åndelige plan.

Er der højt til loftet?

Byen får mig til at tænke på de 3 checkpunkter jeg giver til mine kursister, når vi taler om god ledelse:

• Er der højt til loftet?
• Er du til stede?
• Har du hjertet med?

Og her sidder jeg i Berlin, byen der er indbegrebet af højt til loftet, byen der kalder på nærvær, på opmærksomhed og byen, der flyder med hjerteblod, med passion. Ja, man kan ikke påstå andet end at byen er fyldt med mennesker, der har hjertet med, og det er pokkers inspirerende.

Brug et par minutter og reflekter over hvor højt der er til loftet i din virksomhed. Er det en rummelig virksomhed? Er der plads til alle, og ikke kun i afpudset form, men plads til alle, som de er, om de så har sider, der er skæve, uforståelige og anderledes?

Hvad kan du gøre?

Og hvis du på nogen måde føler, at det kunne være bare lidt bedre, så brug 5 minutter med et blankt stykke papir, hvor du skriver ned præcis, hvad du kan gøre for at skabe bare lidt mere plads og rummelighed i jeres hverdag. Det behøver ikke skulle løfte hele virksomheden, men blot de folk, som du omgås til hverdag. Til gengæld må det gerne være så konkret at din opførsel, din ageren, kan kopieres. Så konkret, at det kan smitte som god viral medicin.

Du kunne fx.:

• Komplimentere en tøjstil, der er anderledes
• Spise frokost med nogle du ikke eller kun sjældent taler med
• Spørge om input eller råd fra dem, der ellers ikke bliver hørt
• Fremhæve og rose ideer, input, tanker eller resultater, der bryder normen
• Udvise større og mere tålmodighed med dine omgivelser. Altså vise at du godt tør tåle, det du ikke forventer eller ikke forstår, at du kan tåle at ikke alle er lige hurtige eller lige meget med
• Takke for alle bidrag og input, også dem du ikke kan eller ikke vil vælge at bruge, og endda dem, du slet ikke kan se meningen med eller ikke forstår

Hvorfor rummelighed?

Rummelighed handler dog ikke blot om at være mere human. En større rummelighed skal skabe både plads, tid og tillid, for at den har nogen effekt som ledelsesværktøj. En rummelighed, der også består af en stor tålmodighed, en evne til at kunne vente på, at alle er med.

Rummelighed skal sikre, at der ikke er nogen der føler sig udstødt, at alle føler sig rummet, mødt og værdsat. Det betyder nemlig at medarbejderne kan tage paraderne ned og lade sig lede. Rummeligheden skal skabe tryghed, så fokus kan flyttes fra mig og mine behov til fællesskabet og de fælles behov. En tryghed der er afgørende for, om vi reelt kan arbejde sammen og give os hen til de fælles mål og de fælles behov.

Slip din viden fri: ryd ud, ryd op, smid væk

Og hvis du som leder kan tillade dig selv ikke at vide alt, eller måske ligefrem ikke rigtigt at vide noget, så kan du reelt skabe plads til, at dine medarbejdere kan folde sig ud, byde ind og fylde på. Men ved du det hele, er der ikke mere at opdage, og der vil heller ikke være plads til andre en dig.

Så spørgsmålet er:

Kan du erkende, at du ikke ved det hele, ikke ved så meget eller måske ikke rigtigt ved noget, og kan du væbne dig med en nysgerrighed, der tørster efter nye perspektiver, ny viden og nye veje?

Ja, så er du måske parat til at kunne rumme andre end dig selv i dit arbejde.

Her i Berlin er det nemt ikke at vide. Jeg kan kun lidt af sproget, alt er lidt fremmed, anderledes, ukendt. Man gør og bør ikke helt som i Danmark. Byen åbner sig kun med uvidenhed, nysgerrighed og en ligeså stor rummelighed, som jeg mærker fra de mange berlinere omkring mig.

Husk at deltage i dialogen på bloggen ved at skrive kommentarer, ros, ris og spørgsmål til indlægget.

af Nicolai Elberling

Ansvar og ansvarlighed, vi ved alle sammen hvad det betyder og dækker over. Vi er alle ansvarlige mennesker. Eller er vi?

Billedet her tog jeg på Samsø for et par år siden. Det sad i et fint butiksvindue, og jeg blev simpelthen så glad da jeg så det, for endelig fandt jeg en butik der i det mindste tog en eller anden form for ansvar i deres henvendelse til cyklister.

Sådan er det ikke i København, for slet ikke at tale om stort set alle større byer i landet. I København lyder budskabet “uden ansvar”, som om man kan fjerne en cykel uden at være ansvarlig, og uden at tage ansvar.

Jeg har ofte tænkt på om dette forhold til ansvar, som jo nok mest af alt kommer fra juraen, har sneget sig ind i f.eks. ledelse. Går vi rundt og laver ledelse uden ansvar?

Nej vil du nok sige, men ikke desto mindre går en fyring eller opsigelse mere op i juridisk korrekthed end ansvarlighed for den person, der står for skud. Og på samme vis, møder jeg af og til ledere som undrer sig over alt det med trivsel og hjælp til de stressramte for, som jeg har hørt et par stykker sige, “Det kan jo ikke være virksomhedens problem. Det er private størrelser, som må ordnes efter arbejde.”

Og jo, så bliver det jo ligesom de fleste “Cykler fjernes”-skilte: uden ansvar.

At svare an er ikke jura

Men ansvar handler slet ikke om jura, og det er her, at så mange af os går galt i byen. Vi har slet ikke undersøgt ordets betydning, og dermed hvad det er, vi gør og vil omkring ansvarligheden.

At svare an er ikke det samme som skyld. Det er det givet vis i den juridiske verden, og det handler nok mest om at give skylden en pænere indpakning. Men ansvar og ansvarlighed er fuldstændig uafhængig af, om du så reelt kan gøre noget ved tingenes tilstand.

Man kan også sige det sådan her:

Selvfølgelig kan jeg tage ansvar for min chef, kollega og kunde, også selvom at jeg ikke kan beskytte dem for deres egne fejl og alverdens andre problemer.

Med ansvar for kunden

Selv med omsorg i budskabet, som på billedet fra Samsø, går de fleste virksomheder alligevel til markedet med den store ansvarsfraskrivelse. Vi har handelsbetingelser, privacystatements, garanti-beviser, ombytningsregler og regler for kundernes opførsel, og fælles for dem alle er, at de i bund og grund handler om, at fortælle hvad vi ikke tager ansvar for, og hvor vores ansvar stopper.

På den måde taber vi desværre vores chance for reelt at lede kunden. Jeg savner stadig at se et cykel-skilt der tænker kunden ind, for de fleste butikker vil jo gerne have kunder, også dem på cykel. Så hvorfor ikke tage ansvar:

Vi har cykelparkering i gården.

Husk at deltage i dialogen på bloggen ved at skrive kommentarer, ros, ris og spørgsmål til indlægget.

af Nicolai Elberling

Tid er for de fleste en knap ressource. Ikke blot som leder i kampen for at få hverdagen til at hænge sammen sådan helt personligt, men i lige så høj grad i arbejdet med at prioritere tiden hos de folk, som du har ansvaret for.

Som leder, skal du nemlig ikke blot holde styr og tage vare på din egen personlige tid, men i lige så høj grad på afdelingens, enhedens eller virksomhedens tid. Og hvordan gør man så det bedst?

Gid jeg dog havde svaret. Det forgyldte ene sande svar, som kunne indrammes og hænges op. For så kunne der virkeligt spindes guld, men nej, jeg har blot nogle små brudstykker, et smugkig under det tæppe, der dækker tidens mysterier, et smugkig der måske blot giver os en anelse af, hvad der er gemt. Ja, så skal der jo heller ikke koges mere suppe på den, jeg tror du er med. Dette er ikke det store svar til rammen på væggen, blot lidt gode råd og inspiration.

Tid og hvordan den opfattes har faktisk alt med forestilling at gøre. Ved du hvad du gør? Har du prøvet det før? Er du forberedt? Hvis ja, så er din forestilling om, hvad der vil og kan ske formentlig bedre end, hvis du er helt blank. Og med bedre mener jeg selvfølgelig mere præcis. En præcision, der gør dig hurtig, uden at du nødvendigvis skal jage eller anstrenge dig. En præcision, der skaber rummelighed i din tid.

Prøv så en gang at forestille dig din virksomhed, din organisation, din enhed eller afdeling og tænk en kort stund over, hvor god jeres forestilling egentlig er omkring det, I laver. Er jeres forestilling fælles eller individuel? Snakker I om den? Sætter I den på ord i skrift og tale? Hvad gør I for at arbejde med jeres forestilling, om end den kommer fra erfaring, forberedelse, analyse eller dialog? Spreder I den overhovedet rundt til alle?

Og det er måske netop her, at du som leder kommer ind. For kan du lede denne udvikling af jeres forestilling af den virkelighed, som I står overfor eller midt i? Kan du tage lederskab på vegne af den fælles forestilling, denne fælles evne til at ’se’ den og de mulige fremtider?

Bruge stilheden

En af vores store forhindringer er desværre netop tid. For at kunne skærpe din forestilling og forestillingen i dit team, skal der bruges tid. Det er ikke gratis, og det er heller ikke lineært i en grad hvor du blot kan proppe lidt forestillingsarbejde ind hist og her, og så går det nok.

Nej der skal investeres en god portion tid for at skabe en god forestillingsevne. Men den gode nyhed er, at det i sidste ende tjener sig tifold hjem. Og her snakker jeg ikke på tiårs basis men nærmere på uge og månedsbasis.

Nå, men jeg var ved at fortælle om, at arbejdet med at forbedre din eller andres forestilling ikke har det alt for godt, hvis det bliver klippet op i små portioner og spredt ud over dagen mellem alt det stress og jag, som hurtigt kan fylde hverdagen ud. Faktisk er ro og stilhed en af de vigtigste miljøparametre for at skabe god forestilling.

Stilhed kan dæmpe støjen i dit indre, skærpe sanserne og dermed bruges til at skabe klarhed og retning, som tager sit afsæt fra nuet, nærvær og overblik.

Du kan derfor med stor fordel bruge stilhed som rammesætning. Skab riter, der skaber stilhed, med plads til at lade tankerne finde ro og fantasien slå rod. Riter, der når de er bedst, skaber stilhed i starten, før arbejdet går i gang.

Personligt bruger jeg stilheden ved dagens start til ikke blot at skrive (lige nu sidder jeg i stilheden før min hustru og børnene står op og skriver), men bestemt også til at forestille mig dagen som starter. Hvad skal jeg nå i dag? Hvad er vigtigt? Hvad er realistisk? Hvad skal jeg huske og hvad skal jeg droppe?

I dag, mandag, er det så oven i købet ikke blot starten på dagen, men også starten på en ny uge, så stilheden i dag rummer også forestilling om min uge som helhed. Jeg ser på min kalender, og planlægger hvad jeg vil gøre og nå på hvilke dage, og holder det hele op imod hvad, der egentligt er vigtigt for mig og min virksomhed lige nu.

Du kan i samme grad bruge stilhed i det fælles rum. Brug det som et ritual, og brug det som start, som afsæt til det, der skal skabes og gøres.

Sidst skrev Peter om at holde bedre møder med talking stick. Noget der bestemt også handler om at skabe stilhed, stilhed til at lytte til hinanden, stilhed der skaber plads til det svage og stille, til detaljen.

Men prøv også i en uges tid, at starte jeres møder med 5 minutters stilhed, 5 minutter hvor folk kan checke ud fra det, de lige havde gang i, før de kom og checke ind i det, I nu er samlet for at gøre. Hvad er min rolle her på dette møde? Hvad bringer jeg med ind i netop dette fælles rum? Hvad ønsker jeg at få med tilbage? Hvad er vigtigt for mig og hvad, er vigtigt for gruppen som et hele?

Kort sagt, skab bedre tid gennem en mere præcis forestilling om den virkelighed, som I står i, og sæt rammerne for netop dette arbejde med stilhed.

Husk at deltage i dialogen på bloggen ved at skrive kommentarer, ros, ris og spørgsmål til indlægget.

af Nicolai Elberling

Det sker jo fra tid til anden, at tingene brænder på, der er travlt, og der reelt ikke er tid til at lede godt nok. Det er selvfølgelig noget vi kan lære at mestre, god ledelse i ekstrem travlhed, men det tager tid, og jeg tror, at vi alle fra tid til anden møder situationer, hvor vi bare ikke er skarpe, dygtige og hurtige nok.

Og det er ok som leder ikke at være der, hvor du gerne vil være. Det er et tegn på, at du stadig er i udvikling og i mine øjne et sundhedstegn.

Parker ambitionen om god ledelse

Når det brænder på, og trykket stiger i kabinen, så er det måske bedst helt at droppe din ambition om at kunne lede dig gennem situationen her og nu. Misforstå mig ikke, ledelse er absolut meget vigtigt, især når det brænder på, men netop derfor er det essentielt at du sørger for, at der både er tid nok, og at du har tilstrækkelig god kontakt til dine medarbejdere, før du forsøger at lede. Ellers er det alligevel i spildte kræfter.

Så, når skidtet brænder, så vælg at lede offline, og tag kontrol over situationen her og nu, som du bedst kan. Om det så er med hård styring, kold management, ren dukkeføring, eller blot at bruge dit frygtede jerngreb.

Det er ok, for omend det kan gøres bedre, så gør du det i alles interesse. Og så længe at det er noget, som du er bevidst om, selv vælger, og at du sørger for at skabe tid, plads og nærvær til at tage ledelse af situationen på et senere tidspunkt, så kan det sagtens fungere godt.

Med andre ord kan du vælge at lede offline frem for inline, altså koblet fra frem for koblet ind. Så længe at du vælger at lede.

Du kan betragte det lidt som et nødspor, hvor du kan vælge at parkere den gode ledelse. Det er ok, du kan bare ikke efterlade bilen for længe, og du skal huske at hente den, hvor den er efterladt.

Offline ledelse

Når det så er tid til at lede igen, er det selvfølgelig vigtigt, at du giver dig tid til at få lyttet til dine folk, hørt på deres reaktion, tanker og følelser fra oplevelsen. Tag det som en refleksion i fællesskabet og sørg for, at I alle lærer af oplevelsen, at I bliver kloge på hvilke behov, der er absolut nødvendige at imødekomme, hvem der tager hvilke roller, hvad I kan gøre bedre, og hvordan I hjælper hinanden med at samle den gode tråd op igen.

Du kan tillade dig meget som leder, så længe at du samler op og sikrer dig, at du får ledt senere, om det så er fra nødsporet eller ej.

Husk at deltage i dialogen på bloggen ved at skrive kommentarer, ros, ris og spørgsmål til indlægget.

af Nicolai Elberling

Når trykket stiger og travlheden melder sig, så kan det være svært at skabe tid og overskud til fortsat at lede. Ledelsen viger for kommanderen, dirigeren, kontrol og styring, som i sin natur tager kortere tid, bygger på utålmodighed og desværre også har tendens til at udhule tilliden til dig og dine medarbejderes evne til at lade sig lede af dig.

Ledelse kræver nemlig tid, opmærksomhed, nærvær og ikke mindst overskud. Og det er alt sammen noget, der meget nemt ryger af fløjten i den travle juletid. For jo, selvfølgelig ligger gavekøb, julefrokoster, juleklip, gæstebud og alt det med julemaden i den private sfære, men når din fritid fyldes op og forsvinder i alt det, og der samtidig er krise, årsafslutning, deadlines, årsplaner, juleferie og budgetter oven i alt det andet arbejde du har, så vrider du begge ender af karkluden godt og stramt.

Så hvordan får du plads til ledelse under sådanne forhold?

Mere tid?

Selvfølgelig kan du ikke trylle mere tid op af hatten, og hvis du kunne, så ville alle de små detaljer bare fylde mere, og al din nye ekstra tid, vil hurtigt blive fyldt op af flere vigtige ting.

Du vil hurtigt have præcis lige så travlt, og omend det er løsningen, som jeg oftest ser ledere gribe efter, så er det ikke en løsning der giver dig overskud eller sågar sætter ledelse tilbage på programmet.

For jo, du kan jo næsten trylle, eller i hvert fald kan du jo “stjæle” lidt af tiden fra dit privatliv. Sådan lige lægge en ekstra time her og der, arbejde til sent eller efter ungerne er lagt, stå tidligt op og møde på arbejde, før alle de andre, eller blot sætte dig derhjemme og knokle med stearinlys og te.

Men hvis du ikke samtidig får lavet et mentalt skift, får sluppet detaljerne, jagten på det gode og pæne resultat og din higen efter kontrol, at være oven på, at vinde, så vil du blive overmandet af travlheden, og du vil hverken producere pæne resultater, få styr på alle detaljerne eller holde dig ovenpå og i kontrol. Der er simpelthen for meget.

Lidt aikido

I aikidoen har vi en træningsform der hedder randori. Randori er en form for freestyle aikido, og det er en del af pensum til det sorte bælte at lave randori med flere modstandere. I denne form for randori bliver du altså angrebet af 3 eller flere personer på en gang, og det er ikke bare et angreb hver, men de bliver ved med at komme. Det er ikke en øvelse i flotte og korrekte teknikker, men mere en mental øvelse i at holde overskuddet, og blive ved med at lede. For så snart du taber rum og perspektiv, så mister du også din frihed og evne til at finde plads og vej.

Du kan se hvad jeg taler om på den lille video her:

Det er den følelse, som kan opleves i randori, som jeg ser hos den fortravlede leder. Så lad os tage et kig på lidt af læren fra aikidoen.

1. Perspektivet er alt

Først og fremmest må du for enhver pris holde det brede perspektiv. Det er det nemmeste i verden at tabe perspektivet, miste rummet og de andre angribere, for at give dig hen til personen lige foran dig. Men gør du det, så kan du ikke lede dig selv i forhold til alt det du står overfor, og du kan slet ikke lede de andre.

Derfor kan man sige at du nærmest bliver nødt til at gøre alt med venstre hånd, altså kun bruge en del af din opmærksomhed. Ikke alt kan lykkes under de forhold, men det er ikke det rette tidspunkt at få styr på det, der ikke dur. Du har jo lidt rigeligt om ørerne.

Så slip perfektionismen, slip hangen til at færdiggøre, slip det der driller og ikke virker, som du vil det, og slip så dit blik for problemer, og se i stedet efter de gode muligheder og løsninger.

Det gode perspektiv i denne sammenhæng handler om hele tiden at have føling med helheden, samtidig med at du lige netop giver den opgave, du har for hånden, nok opmærksomhed til at kunne gennemføre den, sådan lige godt nok.

2. Vis overskud, vær oven på

Det er nemt at få et lidt passivt forhold til at have og føle overskud, især når vi har travlt og måske føler os lidt presset. Men overskud der sådan lige kommer forbi og får lyst til sådan lige at dumpe en tur ned i din turban, er af den sjældne slags. Så tag allerede nu hul på en positiv spiral. Slip alle de perspektiver, der viser dig, at du mangler overskud, overblik og at føle dig ovenpå. Lad det ligge, det er ok. Og begynd så at kigge efter de små øer af overskud, små glimt af udsyn og orienter dig imod alt det, der bringer dig op ad. Alt det, der giver dig overblik, og følelsen af at være oven på tilbage.

Samtidig kan du supplere med en “fake it till you make it” tilgang. Vælg at vise og demonstrere overskud, tag det på som en frakke, vælg at se det, at have det, også selvom du ikke lige mærker det i dag.

Pointen er selvfølgelig ikke at leve et liv med falsk overskud, men at få overskuddet til at fange an igen, få det tilbage i dine hænder og dit liv, og derfra så ikke længere at behøve at tage det på som en kappe, men blot at tage vare på det, og sørge for at det følger dig i hverdagen. Også når det vælter ind med folk, opgaver, problemer og krav.

3. Accepter hvad der end kommer

Accept er det sidste vigtige skridt, som jeg vil skrive om i dag.

Jeg tror faktisk at manglen på at acceptere det der er og sker, er den største kilde til stress og underskud i dagens Danmark. Men læg endelig godt mærke til, at der er kæmpe forskel på at lade stå til, at give op og blot at acceptere.

At acceptere tingene som de er, at acceptere dig selv med alt det du elsker, og alt hvad du ikke holder så meget af, at acceptere alt hvad livet sender din vej. Ikke for at du skal blive passiv, lade stå til eller ligefrem lade dig trække med det, men blot at acceptere at det er den virkelighed, som du møder og står i.

Derfra kan du så begynde reelt at gøre noget ved det. Men springer du accepten over, så flygter du, forvrænger virkeligheden, lukker øjnene og mister faktisk grundlaget for at møde det, der er, og det der kommer på den mest konstruktive måde.

Jeg har fundet et lille videoklip der viser kraften i accept, og hvordan det kan bruges i aikido. Men tro nu ikke, at det kun er i de fysiske møder at accepten spiller godt ind. Det kan bestemt have lige så stor kraft i din hverdag, hvis du kan lære at mestre kræfterne i accept.

Håber at disse perspektiver kan inspirere dig, og at du kan bruge noget her fra til at komme oven på og lede med overskud, lys i øjnene og smil på læben.

Husk at deltage i dialogen på bloggen ved at skrive kommentarer, ros, ris og spørgsmål til indlægget.

af Nicolai Elberling

Dette er det andet indlæg om hvorfor vi blogger. Læs også om Peters indlæg “Hvorfor blogger jeg“.

For mig er blogging forbundet med passion, essens, flow og liv. Så hvorfor blogger jeg? Jeg er fristet til at vende spørgsmålet til hvorfor trækker jeg vejret? Hvorfor står jeg op om morgenen? Og hvorfor sagde jeg mit gode job op, for at blive selvstændig – hvorfor trådte og træder jeg ud i usikkerheden, ud i livet?

Jeg blogger fordi, der er noget jeg vil, noget der ligger dybt i mig, men også noget der er uklart, noget jeg blot kan ane skyggerne af og fornemme. Det handler om at skabe sammenhæng mellem det indre og det ydre, at bringe sig selv, mig selv og andre i spil. Det handler om ledelse, ikke kun som leder, men fra alle roller i livet. Det handler om fællesskabet og individet, det unikke og det, der er ens.

Jeg kan kun forvrænge dette drive, dette noget, som jeg har på hjerte, denne mission som ligger bag min blog, i forsøget på at gøre det mere konkret. For lige nu er det ikke mere konkret. Det er noget, der er større end mit bevidste jeg, større end det jeg pt. kan fatte og rumme med min logiske sans.

Så jeg blogger for at få det ud, frem i lyset, for at give det fodslag i verden, at give det liv og mulighed for at vokse, brede sig ud og sprede sig som gnisterne i en skovbrand, som bølger og ringe i vandet.

Jeg blogger for at udvikle, ikke blot mig selv og ikke blot min omverden, men mig selv og min omverden, som et samlet væsen.

Om du blogger eller ej, er leder eller medarbejder, så er spørgsmålet værd at vende. Hvorfor gør du det, du gør? Hvad er passionen, gnisten der sendte dig på den vej, du går? Hvad får dig op af stolen, tænder lyset i dine øjne og sætter smilet tilbage på dine læber? Hvad er det, der gør det hele indsatsen værd?

Vi har hermed åbnet ballet. Her fra er det op til dig. Så kridt danseskoen, find dansekortet frem og træd ud på gulvet. Vi vil se dig danse, høre din stemme og lære om netop din mening, passion og gnist.

Husk at deltage i dialogen på bloggen ved at skrive kommentarer, ros, ris og spørgsmål til indlægget.

af Nicolai Elberling

For mig er passion og drømme nogle af nøglerne til at bringe ledere såvel som medarbejdere i spil. Sådan 100%, fuldt ud og med funklende øjne og stor begejstring.

Som min gode ven Peder Villadsen ville sige det, så handler det om at finde “The fire in the belly”. Et udtryk, som jeg virkelig er begyndt at holde af. For hvad får ilden i din mave til at leve? Hvad vækker gløderne af deres slumren? Og hvad holder liv i gløderne om natten?

Som det er med ilden i bålstedet, er det også med ilden i din mave. Det handler nemlig ikke kun om at få den blæst op til det størst flammehav, men først og fremmest om at holde den i live. Går ilden ud, kan den selvfølgelig tændes igen, men det kræver en del arbejde, som godt kunne spares, hvis du blot kan lade ilden ulme til gløder, når den ikke lige skal i brug.

Drømmene

For mig hænger denne indre ild, passionen tæt sammen med mine drømme. Drømme i forhold til mit arbejde, mit liv og mine relationer. Og de drømme, som jeg tænker på er idealer, mål og visioner, som ikke er designet frem med tanke og plan, men dem, der udspringer direkte af dit indre. Hvor vil du egentligt hen, hvis du helt frit kunne vælge? Hvilken slags leder ville du være? Hvilke spor ville du gerne sætte i vores verden?

Det er dog langt fra altid, at vi stadig har kontakt til vore drømme. Vi havde det sikkert en gang, da vi var yngre. Dengang vi stort set ikke havde andet end drømme for fremtiden. Så hvordan kan du få kontakt til disse gamle drømme igen?

Jo, det er jo lidt som med passionen og ilden i maven. Er drømmene glemt, er ilden slukket. Du skal altså på arbejde. Men du behøver slet ikke at tænde hele bålet, eller afdække hele drømme. Du skal blot få en enkelt gnist til at fange an, blot finde en flig af dine drømme, og så puste livet tilbage i dem. For drømmene har det også som ilden, de skal ikke brøle på fuld drøn hele tiden, men lever fint som ulmende gløder. Blot du passer dem jævnligt.

Vil du vække livet tilbage i dine drømme?

Der er mange veje til Rom, og der er også flere måder at vække dine drømme på. En af vejene er at følge pulsen fra din passion. Det kan du gøre, også selvom du ikke fuldt ud forstår den. Start med at tænke lidt over følgende:

• Hvad får dig op af stolen i begejstring?
• Hvad tænder lyset i dine øjne?
• Hvad får hårene på dine arme og i nakken til at rejse sig?
• Hvornår går du hjem med armene over hovedet, mens du højt råber “YES!” i dit indre?

Finder du svar på blot et af disse gode spørgsmål, så har du fat på en flig af din passion og dine drømme. Mere behøver du ikke at grave frem, hvis du blot kan tænde gnisten og få den til at fange an.

Så hvordan får du mere af lyset tilbage i øjnene, begejstring der sender dig flyvende op af stolen, håret til at rejse sig i nakken og på dine arme? Hvordan sender du dig selv hjem med armene over hovedet med et rungende “YES!” på dine læber? Og hvordan får du ikke bare mere af det, men nok af det hver dag?

Væk passionen og plej dine drømme

Som sagt er det en ting at tænde bålet, noget det ikke nødvendigvis er let, men kunsten ligger i at holde ilden i live hele året rundt, om dagen såvel som om natten.

Dette er som sagt en kunst i sig selv, og noget der hurtigt kan bruges meget tid på. Her vil jeg blot gøre dig opmærksom på, at det hele netop starter med opmærksomhed, nysgerrighed og nærvær.

Start med at bruge 10 minutter ugentligt (fx. hver fredag) på blot at notere dig hvornår og hvor meget du har tændt dig selv i ugens løb.

Og hvis det over tiden lykkes dig at vække dine drømme igen og tænde passionen i dit blod, så tænk lige over, hvad det ville betyde i dit job og i din hverdag, hvis du kunne vække ilden i hele din organisation, måske endda hos dine kunder.

Firestarter og firekeeper

Og har du brug for hjælp, om det så er næste ledetråd eller lidt benzin til dit bål, så er her nogle gode folk, der med garanti kan tænde op og lære dig at passe ilden – også på et organisatorisk plan:

• Peter Maxsø og Heinrich Johansen, der starter de store brande og spreder trivsel, engagement og begejstring
• Helena Risager, der tænder dig an gennem mening i liv og lederskabet, og sender dig af sted på rette kurs
• Peder Villadsen, der vækker passionen og lærer dig at tage vare på den, at være care taker

Hos mig er du selvfølgelig også altid velkommen. Min ild spreder ansvar og selvledelse ind i fællesskabet, og jeg lærer dig også gerne at sprede det videre på egen hånd.

Så, tænd op i passionens og drømmens arne, men vigtigst af alt: lær at passe og pleje din ild, for så vil den leve med dig for altid.

Husk at deltage i dialogen på bloggen ved at skrive kommentarer, ros, ris og spørgsmål til indlægget.