Ren ledelse

Af og til kan det være rart, at man ikke ved, at man ikke kan. Ubevidst inkompetent ville nogle sige. Men måske er man i virkeligheden ubevidst kompetent. Det kommer an på øjnene, der ser.

Som med min gamle lærermester, der på en lægekonference skulle fortælle om sine livslange succesfulde erfaringer med at manipulere ryg og nakke. Efter at have beskrevet sin teknik og fortalt om metodens indlysende effektivitet, kom en læge farende med en model af en rygsøjle og proklamerede, at den metode som tilsyneladende havde reddet mange mennesker fra smerter og problemer, i teorien ikke kunne lade sig gøre. Hvortil min lærermester svarede, at så var det godt, at han ikke havde vidste, at det ikke kunne lade sig gøre.

Og netop den sætning – en nærmest barnligt uskyldig og til tider ansvarsfralæggende reaktion på ikke at vide, at man fra et bestemt erkendelsesperspektiv ikke kan eller må eller skal – netop den sætning er måske ikke så dum, som den lyder.

En af mine venner fortalte forleden om, at han i forbindelse med den seneste fest i det firma, hvor han lige var startet, havde erfaret at en del af personalegruppen i følge en uskreven regel ikke deltog i festlighederne. Han havde en insisterende lyst til at invitere nogle af sine kollegaer med fra den del af personalegruppen alligevel, men valgte ikke at gøre det. I det tilfælde havde uvidenhed været på sin plads. Tænk hvis han med oprigtig uskyld i stemmen kunne have svaret på en eventuel kritik med sætningen: ’Jeg vidste ikke, at jeg ikke kunne invitere mine kollegaer med til firmafesten’.

Der er en klassisk fortælling om en flok frøer, der skulle konkurrere om at nå toppen af en høj bakke. Efter starten på frøvæddeløbet var gået råbte alle de frøer, der var samlet for at se på, at det aldrig kunne lade sig gøre. Undervejs var der tilråb som: ”Det er alt for svært”. ”De når ikke toppen”. ”Bakken er alt for høj”. En efter en faldt frøerne fra, og tilråbene blev højere. Til sidst var der kun en frø tilbage og efter en lang prøvelse nåede den toppen. Da alle de andre frøer ville vide, hvordan det kunne lade sig gøre, viste det sig at frøen var døv.

Så tænk hvis vi noget oftere bibeholder barnets uskyldige uvidenhed. Tænk, hvis vi næste gang, vi sætter os ved det bord i kantinen, som i følge usagte regler er reserveret til en given personalegruppe, tilkendegiver, at vi ikke kendte til en sådan aftale.

Tænk, hvis vi i morgen begynder at stille spørgsmål til den måde, vi holder møder på, og i stedet for at sætte os ned, bliver stående og afholder et effektivt møde uden tidskrævende kafferitualer.

Tænk, hvis vi smilende rækker hånden frem til den direktør for det multinationale firma, vi lige er blevet ansat i, og siger hej i stedet for at omgås ham eller hende med unødig distance.

Tænk, hvis vi i højere grad lader en snert af uvidenhed beskytte os mod nonsenskopiering af tankeløse normer, og giver os tid til at nytænke disse normer ved at vende det døve øre til kritiske røster og se Verden med friske øjne.

Tilføjet onsdag den 8. september, 2010 under Ansvar, Kommunikation, Ledelse, Nærvær, Selvledelse | Del via: | Kommenter .