Jeg kan kun fortælle, hvorfor jeg tog ordet til mig, og begyndte at fylde det med mening og sammenhæng.

Da jeg startede min virksomhed, havde jeg brug for at sætte ord på den sammenhæng, jeg oplevede mellem den indre dynamik og mødet med andre. Noget, der udtrykte nogle af de principper, som jeg træner i Aikido, hvor vi taler om at lede hinanden og os selv med Ki.

I min mund smager ordet selvledelse af netop nogle af de principper. Det handler ikke, som i selvstyre, om at tage føregreb på sig selv, lave aftaler med straf og belønning. Det handler heller ikke om at tvinge eller manipulere sig selv, men om noget meget blidere, noget der på een gang er omsorgsfuldt, afklarende og tryghedsskabende.

Spørgsmålet bag handler om, hvordan det egentligt er smart at behandle sig selv, så man fungerer, yder og udvikler sig. Det føler jeg ordet Selvledelse ansporer til at reflektere lidt mere over, og derfra bringer det netop perspektivet tilbage til ledelse i sin mere generelle form.

Når ordet virker, som det skal, leder det netop også til tanken: Hvis der er en optimal måde at lede sig selv på, mon så ikke nogle af de samme principper og tilgange også vil være de mest optimale i forhold til at lede andre?

Så kort fortalt er det, hvorfor ordet er opstået i mit ordforråd.

Du kan også læse lidt på Wikipedia om ordet og dets oprindelse. Jeg er ikke helt enig med alt hvad der står. Jeg mener bl.a. ikke at selvkontrol i sin klassiske form har noget med selvledelse at gøre.

Generelt mener jeg ikke at man endeligt kan sige, hvorfor et ord opstår. Ord og begreber er jo en slags fælles eje, og trods intentionen hos dem eller den der først tager ordet i brug, så er det i lige så høj grad ejet af dem der hører det, og dem der bringer det videre.

Det er selvfølgelig vigtigt at se den enkelte medarbejder, og hendes engegement som et hele. Opdelingen i de 3 perspektiver i adfærd, følelse og kognitivt er ikke ment som fundamentet til et nyt selvbillede, men snare som en kilde til bedre forståelse af den indre dynamik.

En af de store forskelle mellem det følelsesmæssige og det kognitive engagement er, at det følelsesmæssige engagement er forankret uden for personen, mens det kognitive engagement er forankret inde i personen.

I mine øjne handler det mere om at skabe balance hos det enkelte individ, end at isolere de 3 engagementer. God balance handler i dette tilfælde om at forene den indre og ydre perception, og den vej at styrke den indre kontrolfølelse og den enkeltes relationer. I forhold til arbejdet er dette med fokus på relationen til arbejdspladsen, afdelingen, chefen, kollegaerne og faget.

Så den korte udgave af svaret er: Det skal hænge sammen og ikke splittes. Modellen kan hjælpe ved at vise, hvor der skal sættes ind for at skabe balance.

Nicolai

Som altid bliver jeg nysgerrig på, hvordan man kan adskille det følelsesmæssige og det kognitive og se dem som to adskilte, påvirkelige ’sfærer’, som ph.d.’en tilsyneladende gør. For mig bliver risikoen, at opdelingen skaber et ’splittet’ billede af individerne, som, hvis man spørger dem, ofte har et meget sammenhængende billede af sig selv og deres engagement…

Hvad siger du?

Kh
Rasmus