Ren ledelse

Hvor begynder det hele, og hvor slutter det. Og hvordan kan vi overhovedet adskille tingene fra hinanden?

Alt er forbundet. Holisme kalder nogen det. Helhedsforståelse er det i hvert fald. Og når alt kommer til alt, så påvirker vi hinanden i en grad, der tyder på, at vi er én stor familie og et stort fællesskab.

Hvorfor er det vigtigt at beskæftige sig med? Fordi behovet for samhørighed, meningsfuldhed og fællesskab har sat sig igennem i endog meget høj grad. Der tales om fælles fodslag, synergi, at trække på samme hammel, at være ansvarlig og udvise gensidig respekt, ærlighed og åbenhed.

Det kræver tolerance. For at kunne lære at omgås hinanden og kommunikere og samarbejde, så er begreber som fleksibilitet og rummelighed ganske afgørende. Det kræver, at vi i samme udstrækning, som vi udvikler os selv som individer, også afvikler os selv. Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvor det hele begynder, eller hvor det slutter. Er det vigtigst, at vi sørger for os selv, og er det vores sande natur, som vi skal undertrykke for at kunne prioritere fællesskabet? Eller er det vigtigste, at vi sørger for ’stammens’ ve og vel, og er vores sande natur at ville tage os andre før os selv? fortsæt »

En af de vigtige brikker i lederrollen i dag er den faciliterende leder og faciliterende ledelse.

Det er et perspektiv, som jeg helt klart finder meget sundt, men samtidig tænker, at det måske ikke helt kan stå alene.

For hvordan du så end leder, og hvordan dit lederskab nu kommer til udtryk, så finder jeg spørgsmålet om hvad det er, du leder hen i mod, som det store spørgsmål, som vi måske stiller os selv alt for sjældent.

Hvis du er min leder, hvor leder du mig så hen?

Jeg ved egentlig ikke om man overhovedet kan dømme den slags som godt eller skidt. Det handler jo meget om intention, perspektiv og evner. Hvad er din intention med at lede mig? Hvad er dit perspektiv, din filosofi, dit menneskesyn? Hvor god er du så til det, efterlader du dig kaos, smerte og frustration eller ro, orden og retning?

fortsæt »

I går var jeg sammen med en masse inspirerende mennesker. Og som der er med virkelig god inspiration, så kom de helt ind og rørte ved noget i mig.

Et af de super gode emner, som vi berørte var “at turde”, og som en af disse kloge mennesker legede med ordene, smagte på dem, og lod dem flyde fra sin pen (som vidst nok var et tastatur, men skidt med det), var ordene:

Jeg tør godt!

Dejligt, så enkelt kan det simpelt hen siges, og bang så er jeg kastet tilbage i barndommen, hvor disse ord netop bar en helt speciel kraft. En kraft som var både dragende og skræmmende. En kraft der handlede mere om at vokse, at bryde sine grænser, at lære, gøre det bedre, og at vise Verden hvad man kan, hvad man i virkeligheden er lavet af.

Fra min barndoms perspektiv varslede ordene, trods deres skræmmende undertone, mest af alt mod, stolthed og troen på, at jeg godt kunne vokse med opgaven.

Som Nini skriver på sin blog i dag: Jeg tør godt! Det er noget vi har glemt. Vi er blevet voksne, forsigtige og fornuftige.

Men hvis vi vil udvikle os selv, og ja, udvikle andre, så skal vi måske slippe lidt af vores voksenhed, og lade os lede af barnet, som stadig er med os.

Her på bloggen går vi selvfølgelig foran, og selvom det måske er små skridt i dine øjne, forsøger vi på noget, der godt kan være lidt svært: At overskride vores egne normer, at bryde med den form, jargon og skrivestil, som vi hidtil har ført. Ikke fordi den har været dårlig, men simpelthen fordi vi er vokset, kan gøre det bedre og nu vil dér ud, hvor vi kan vokse endnu mere. Vi tør godt!

Tør du som leder, gå foran, nedbryde de normer og rammer, som du selv har sat, og måske ligefrem reklameret for. Normer, discipliner, regler, rytmer, som du har indført, og bedt alle dine medarbejdere om at følge og respektere?

Vi gør!

Eksspiration betyder udånding. I modsætning til inspiration, der betyder indånding. I hvert fald oprindeligt. Nu betyder inspiration også i overført betydning at få en åbenbaring eller blot en god idé. At blive beåndet for at bruge et lidt højtideligt udtryk.

Men tilbage til eksspiration. At slippe vejret og lade lungerne trække sig sammen, for at give plads til en ny indånding, og dermed at lungerne kan udvide sig. Og netop inspiration er ofte anvendt og eftertragtet som i betydningen at få gode idéer og blive begejstret skabende. Men hvad med at gøre plads til nye input? Dee Hock, som er grundlægger af VISA, har udtalt at:

”Problemet er aldrig at få de innovative tanker ind i hovedet, det svære er at få de gamle ud”

Der skal så at sige skiftes vand i karret. Det skal en ny pære i fatningen. Der skal frisk luft ind i rummet. Og for at det kan lade sig gøre skal det gamle vand ud, den gamle pære skrues løs, og døren åbnes, så den gamle luft kan vige pladsen for nye og forfriskende vinde. fortsæt »

Sjovt nok, er noget af det, der kendetegner en stærk leder ikke hendes styrker, men tværtimod, at hun har overskud og styrke nok til at lede, hvor hun er svag, usikker, mangler overblik og ikke helt kender vejen.

Det kommer af den selvsikkerhed, som hun har, fordi hun er stærk, har fundet roen og efterhånden har fået den erfaring som skal til.

Hun bliver lidt som en vis gammel kone, som kan lede blot med lytten, smil, omsorg og småkager. Ingen af disse kræver stor styrke og kraft, men det er evner, der kan have en kæmpe effekt i hænderne på den rette leder.

Vi andre, der i ungdommens kådhed, ikke har givet os tiden til at se og lytte, har helt modsat, en tendens til at kaste os ud i en helt forkert brug af vores kræfter. Vi går fejlagtigt efter brug af maksimal power, at bruge vores kræfter, spille med musklerne. Vi leder ud fra vores styrker og magt frem for, hvor vi er svage og reelt kan udøve den subtile form for ledelse, der kommer fra et helt andet sted. fortsæt »

Being facilitative is based on the idea of talking with people, not at them. It’s about creating enviroments that foster cooperation and link ideas. It’s about encouraging creativity so that people can reach higher. It’s about moving people to action rather than ordering them to move.
– Ingrid Bens

Facilitering betyder at gøre noget lettere. I henhold til ledelse og organisation er det en proces, hvor en eller flere hjælper andre til at arbejde mere effektivt. Eller sagt med andre ord: Facilitatoren hjælper teams til at forbedre deres arbejde både kvantitativt og kvalitativt ved at få medlemmerne til at samarbejde bedre.

I modsætning til traditionelt lederskab er facilitering en disciplin som egner sig godt til det moderne arbejdsliv. Vores arbejdsforhold har ændret sig, og det har skabt nye behov for at lede og blive ledet. fortsæt »

Producer, producer, producer… ja det føles nærmest som det største ledelsesmantra i vores tid.

Det handler om effektivitet og performance, og bliver hurtigt kortet ned til ens evne til at producere resultater på den helt korte bane.

Dette fokus på produktivitet opstår bl.a. fra vores behov for at kunne måle os selv og de mennesker, som omgiver os, og her bliver de små kortsigtede resultatmål helt klart de nemmeste at tage fat på og ud fra dem alene, at vurdere om vi nu har været enten dygtige eller nogle slendrianer i dag.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har ind i mellem nogle lange dage, hvor produktionen ikke ligefrem flyder, hvor tanker, refleksion og rastløsheden rasler på sig. Dage hvor jeg kan have svært ved at se mig selv i øjnene, for jeg har jo stort set ikke produceret noget. Men alligevel dage, som i det lange løb, har slået rødder, vokset, og skabt grundlaget for, at jeg senere kan være fuldstændig afklaret, præcis og knivskarp. fortsæt »

Det handler ikke om at vinde,
men om at få det hele til at svinge!

Separation eller integration er egentligt det reelle spørgsmål. Hvad er du til? Vil du skabe fællesskab, som du selv er en del af, eller udskille dig og stå alene?

Lad mig vise dig, hvordan du med fokus på fællesskab kan skabe synergi i stedet for kamp og adskillelse, men først lidt baggrund:

Til daglig bruger vi ofte ord og begreber forbundet med kamp og det at vinde og tabe. Vi vinder kunden, markedet, argumentet, ordren; vi vinder medarbejderens tillid men taber gejsten, det gode humør, kontakten til gamle venner. Er vi gode, skaber vi også vind-vind-løsninger, hvor begge parter kan gå hjem med armene i vejret og sige “Vi vandt!”.

Men et af problemerne med både vind-vind og vind-tab-løsninger er, at begge perspektiver skaber separation mellem dig, dem du vinder over og dem du vil imponere. Når du vinder argumentet med din chef/kollega/medarbejder/partner, ja så skaber du et lille “os og dem” eller “mig og dig”, hvor selve adskillelsen mellem jer bliver fremhævet.

Det samme sker, når du skaber vind-vind-løsninger, for selvom der er et “Vi” gemt i, at vi begge vandt, og at der måske ikke var nogen at vinde over, så er der stadig en tydelig opdeling i fronter. Vi siger “vind-vind” fordi du vandt og jeg vandt. Vi siger netop ikke “vi vandt”, for så ville det jo hedde en “vind-løsning” eller måske blot “en god løsning”.

Når vi snakker om at vinde, er der et stort aspekt der handler om at fremhæve os selv som vindere, at distancere os fra de andre, at tilegne os status som vinder. Det er nok ikke noget, som vi typisk går og tænker så meget over, men det er noget, vi gør ganske ubevidst, når vi identificerer os selv ud fra modstand (se indlægget Hvem har sagt, at det skal være svært?).

Baseret på modstand ser jeg mit værd, hvor jeg er på trods, hvor jeg klarer mig selvom, det var svært. Fuldstændig som i de gamle eventyr, hvor helten eller heltinden går så meget svært igennem, men alligevel vinder til sidst. fortsæt »

Our patience will achieve more than our force.
- Edmund Burke

En overbevisning i det moderne liv er ofte, at vi ikke har et sekund at spilde. At tiden løber, og at vi bør følge med. At det skal gå stærkt, før det er godt. Før det betyder produktivitet og profit.

Tænk hvis tålmodighed udfordrer den myte, og man i stedet sandsynliggør, at et roligt tempo betyder endnu mere profit i form af:

•    Lavere sygefravær
•    Mindre stress
•    Større kvalitetssikring
•    Leveringssikkerhed
•    Mere og bedre innovation
•    Og i øvrigt generel større trivsel, arbejdsglæde og stemning
fortsæt »

En af mine gode kollager introducerede mig for mange år siden til forhandlingens ædle kunst. Indtil da, havde mit billede af forhandling været noget med store arbejdsmarkedsforlig, og dygtige forhandlere var enten teknokrater med tal som speciale eller bilsælgere med perletænder og rappe replikker.

Men med et stod det klart for mig, at forhandling er alt lige fra, hvem der tager opvasken derhjemme, til beslutninger om, hvor julen skal fejres. Og i arbejdsmæssig sammenhæng på samme vis ting som: Hvem følger op på aftalerne fra mødet, hvordan skal vi indrette den nye etage, hvad skal vi have på dagsordenen til Personalemødet, hvornår skal vi have nye IT-systemer, hvor skal sommerfesten foregå, og sådan kan man blive ved. Og hertil kommer de gængse forhandlingssituationer om løn, barsel, ferie, firmabil og andre vilkår.

Forhandling foregår hele tiden og altid. Med andre og med os selv for den sags skyld. Og det er en disciplin, som hvis den bliver trænet og forfinet, kan gøre mange af hverdagens dilemmaer og udfordringer meget nemmere og enklere at navigere gennem. Især hvis holdningen fra parterne er, at alle skal gå fra ’bordet’ med følelsen af at have opnået en god aftale.

Men lad os se nærmere på en definition af begrebet forhandling. fortsæt »